• Kontroversielle projekter kan snart tage form i Indre By

    Source: BDK Borsnyt / 25 Mar 2024 04:25:26   America/New_York

    Store byggeprojekter i København fører ganske ofte til debat, kritik og decideret modstand. Nogle af de mest omdiskuterede projekter ligger i centrum af hovedstaden. Ikke desto mindre kan de alle findes i kommunens store drejebog over byudvikling i de kommende år. I flæng kan nævnes: Paladsbiografen Vesterbro Passage Nedlægning af parkeringspladser i Middelalderbyen Udvidelsen af Mærsks hovedkontor Alle er med i udkastet til Kommuneplanen 2024 med titlen »Fremtidens klimavenlige hovedstad«, som er den overordnede ramme for Københavns byudvikling frem mod 2036. Berlingske beskriver i en række små portrætter kommunens planer i de enkelt bydele. Ingen københavnere har mere plads til sig selv end borgerne i Indre By, hvor hver borger i gennemsnit boltrer sig på 51,5 kvadratmeter. Knap 15 kvadratmeter mere end i bydelen Bispebjerg, hvor borgerne bor på det mindste areal i gennemsnit, viser tal fra kommunens statistikbank. Ikke desto mindre viser kommunens befolkningsprognose, at antallet af borgere med hjem i Indre By vil falde fra 43.419 til 41.473 i perioden. Det til trods for, at der ifølge udkastet til kommuneplanen i de senere år er »sket en løbende udvikling i den eksisterende ejendomsmasse, hvor en del af Indre Bys erhvervslokaler konverteres til boligformål.« Samtidig er andre store projekter på tegnebrættet. Færre p-pladser og en farverig biograf Kommunen har sat gang i undersøgelse, der skal klargøre, om det er muligt at etablere »en ny grøn og rekreativ bypark« i den ende af Vesterbrogade som ligger foran Tivolis indgang. I Middeladerbyen har et politisk flertal besluttet at nedlægge en lang række parkeringspladser på gadeplan. Det skaber plads i et ellers tæt bebygget område, og derfor er der »en række nye byrum på vej i området«. I løbet af 2024 skal politikerne i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus tage stilling til, hvor der er et ønske om at udvikle grunden og »opføre en moderne biograf, kontorlokaler og mulighed for kultur«, fremgår det. Rederiet A.P. Møller - Mærsk er i gang med at udvide hovedkontoret mellem Frederiksstaden og Nordre Toldbod. Det vil samtidig skabe plads »i form af en offentlig plads ud til havnen«. Kommuneplanen 2024 skal i første omgang behandles politisk, så i høring, inden den skal vedtages senere i år. Hvad er planerne for resten af byen? Berlingske har beskrevet kommunens planer i alle Københavns bydele. Klik dig ind og læs om projekterne i de andre bydele via kortet her: https://www.berlingske.dk/metropol/kontroversielle-projekter-kan-snart-tage-form-i-indre-by
Share on,